Skip to main content

Årlig kanotur for beboere i Landsbyen Sølund: En tradition med naturoplevelser og fællesskab 

02 juli, 2024

I Landsbyen Sølund skaber vi gode og betydningsfulde liv for landsbyens beboere. En af vores særlige traditioner er et fint eksempel på, hvordan tilgængelighed og støtte kan åbne op for nye og berigende oplevelser for mennesker med nedsat funktionsniveau. 

I Junges Plantage, et stenkast fra Landsbyen Sølund, finder man et helt særligt sted. Her er fred og ro i den idylliske, smukke natur ved Skanderborg Sø.  I uge 26 kan man finde 75 af landsbyens beboere ved shelterpladsen og bådbroen, hvor en helt særlig begivenhed venter dem.

Den årlige kanotur har eksisteret siden 2017 til stor glæde for beboere og ansatte. Det giver beboere en enestående mulighed for at opleve naturen helt tæt på, skabe minder, glæde og sejrer, der ellers kunnet tænkes som uoverkommelig.

Kanoturen er organiseret med troen på, at alt kan lade sig gøre med omhyggelig planlægning og de rette rammer.  Der er redningsveste til alle og en lift på bådbroen sikrer, at alle kan deltage uanset deres fysiske begrænsninger.

En tradition, der fortsætter 

Den årlige kanotur i landsbyen er blevet mere end bare en udflugt. Det er en tradition, der samler beboere og personale på tværs. Det er en social begivenhed, hvor man kan nyde hinandens selskab, forstærke de sociale bånd, og hvor man kan føle sig tryg og som en del af noget større.  

Beboerne får mulighed for at se naturen fra et nyt perspektiv med støtte og få stimuleret sanserne flydende langs vandet med skoven og himlen som baggrund. En følelse af frihed, muligheder, som man ikke får andre steder.

Til de gående, bliver kanoen skubbet op på land, hvor personale hjælper en sikkert ned i kanoen inden den søsættes. Derudover er der bøjer på siderne, så kanoen ikke kan tippe over. Beboeren bliver placeret i en stol med mulighed for støttepuder, så det bliver en tryg, afslappet og behagelig sejltur.

Med hver tur styrkes fællesskabet, det gode liv, og minderne fra disse dage varer længe. Både for beboere samt medarbejdere.  

Vi glæder os allerede meget til næste år.

Se reel fra dagen på instagram her.