Når en ung med udviklingshandicap nærmer sig voksenalderen, kan der melde sig mange tanker og bekymringer hos forældre og andre pårørende. Der er både en række rent praktiske forhold, som ændrer sig. Og så er der de bløde, mere følelsesmæssige aspekter, som ikke må drukne i alt det praktiske.
Af Malene Lundgren, kommunikationskonsulent i VISS. Artiklen er tidligere publiceret i LEV Magasinet 2022.
I november 2021 afholdt Lev og VISS (Videnscenter Sølund Skanderborg) et webinar om overgangen til voksenlivet for familier med et barn med udviklingshandicap. Det velbesøgte webinar med over 100 tilmeldte gav deltagerne en masse inspiration til, hvordan de som forældre kan have fokus på de bløde værdier. Oplægsholder, specialpædagogisk konsulent i VISS Camilla Grann, der selv er mor til en ung pige med udviklingshandicap, gav på webinaret en række bud på, hvad man skal være opmærksom på. Du kan læse om nogle af dem herunder.
Nu er du 18 år, og du må selv bestemme
Når man har med mennesker med udviklingshandicap at gøre, er fællesnævneren, at de har udfordringer med eksempelvis overblik, impulskontrol, forestillingsevne, planlægning, organisering og evne til selvrefleksion. Derfor kan overgangen fra barn til voksen være svær og hård at håndtere, men der er heldigvis også noget, du selv som forælder kan gøre for at lette processen, fortæller Camilla Grann.
”Det første du skal tænke på er, hvordan du taler med den unge om det at fylde 18 år. Der kan være en opfattelse af, at når man fylder 18 år, så må man selv bestemme. Men det er vigtigt at få fortalt, at det stadig kan være en god idé at lytte til mor og far. Du skal med andre ord overveje, hvad du siger, og hvordan du siger det.”
Tænk på de bløde mål
I overgangen fra barn til voksen er der mange praktiske forhold, forældre skal tage stilling til, gøre og ordne. De mere bløde værdier kan træde i baggrunden, fordi fokus og energi prioriteres et andet sted. Ifølge Camilla Grann skal man huske de bløde mål.
”Igennem livet er der så meget fokus på udvikling. Det fylder både igennem barndom og ungdomsliv. I botilbud vil man også gerne have fokus på udviklingspunkter. Det kan betyde, at den unge ikke bliver set, som den han/hun er, men for de kompetencer vedkommende har. Derfor skal vi skelne mellem, hvad der måske er meningsfuldt for personale eller forældre og for beboeren selv. Hvad giver glæde hos den enkelte? Det kan nemlig være små øjeblikke af nærvær og ikke altid det ’at gøre noget’,” siger Camilla Grann.
Systemverden overfor livsverden
Når man kommer på et botilbud, er det en verden af systemer, man møder. Som forældre har man imidlertid et andet perspektiv, nemlig livsverdenen. Som fagpersonale og forældre kan man komme til at tale forbi hinanden, fordi man har forskellige perspektiver.
”Jeg siger tit til personale i botilbud, at vi er gode til at kigge bag om beboerens adfærd. Måske skal vi være gode til at gøre det samme med forældrene. Det er forældrenes barn, de taler om. Det er en ny virkelighed for forældrene, og det skal man navigere i som personale,” uddyber Camilla Grann.
Og fortsætter:
”Forældre kan modsat have svært ved at acceptere situationen, men man må som forældre arbejde med sin erkendelse og hjælpe personalet med at holde fokus på de bløde værdier. Hvad er egentlig livskvalitet for mit barn? Hvad gør mit barn allermest glad? Husk at du kender den unge bedst. Det er også vigtigt, at du som forælder eller pårørende forsøger at adskille egne følelser fra den unges følelser. Forældre skal måske også have en pytknap. Selvfølgelig skal man reagere, hvis der er noget, der ikke i orden. Men hjælp dig selv med at have fokus på, om dit barn er glad og har livskvalitet. Man kan tænke, at man ville have gjort det anderledes, mens barnet var hjemmeboende, men nu er situationen en anden, og derfor er der også nye måder.”
Den svære adskillelse
Adskillelsen skal komme fra den voksne. Den unge viser ikke vejen.
”Det er naturstridigt, at man skal skubbe børnene ud af reden, når de ikke kan flyve. Men det er man nødt til, for de kommer ikke nødvendigvis til at blive klar til at flytte. Man er som forældre nødt til at gå forrest i adskillelsen. Vi må tale med nogen, der kan hjælpe os med at blive klar. Vi må have tillid til, at andre kan tage over. Men det er klart, at der skal være nogen at overlevere til. Det er her dialogen med bosted bliver vigtig. Hvad vil gøre den unge tryg, hvad vil gøre forældrene trygge? Starten på et nyt bosted er vigtig, for er starten god, kan vi komme langt.”
Hvad kan du gøre?
Noget af det, som er vigtigt, er at spørge sig selv, hvad kan jeg gøre noget ved, og hvad kan jeg ikke gøre noget ved. Man skal som forældre og pårørende vælge sine kampe – og vælge de kampe, der kan hjælpe og gavne barnet.
Camilla Granns råd til en god overgang:
- Forventningsafstem med botilbuddet. Det er så vigtigt.
- Se på barnet – er der trivsel?
- Vi skal huske, at vi er en del af personalets arbejdsmiljø.
- Stil skarpt – hvilke følelser er dine og hvilke er andres?
- Tidligere normer kan ikke nødvendigvis overføres, det må vi leve med, hvis barnet er i trivsel.
- Mærk efter egne behov, også i forhold til samvittighed. Det er vigtigt, at vi alle har gode liv.
