Meetback som en del af fælles kulturtræk
Hvorfor er meetback vigtig
Feedback er kernen i en udviklings- og læringskultur. I Landsbyen Sølund går vi alle på arbejde for at skabe gode og betydningsfulde liv for landsbyens beboere. Det stiller krav til vores samarbejdsevne, faglighed og vores evne til fælles udvikling og læring. Beboernes liv står aldrig stille.
Feedback kan bidrage til en mere hjælpsom kultur, hvor vi udvikler os og lærer sammen.
Feedback kan, hvis det gives og modtages rigtigt, øge selvforståelsen, give handlemuligheder til kolleger og øge selvtilliden ind i opgaven.
Vi har brug for at have en kultur, hvor vi bygger hinanden op. Vi vokser som mennesker, når vores kultur er positiv. Det styrker vores arbejdsglæde, og arbejdsglæde smitter af på vores skønne beboere.
Feedback som en del af landsbyens kultur
Men hvordan biver feedback en del af en fælles kultur og ikke bare noget, vi gør engang imellem, eller som vi taler om som værende vigtig?
Feedback skal forstås som noget, vi giver og tager i fællesskab. Vi skal have en kultur, der har det udgangspukt “At vi hjælper hinanden”. For når vi har dét, så ved vi, at når vi giver hinanden feedback, så vil vi hinanden det godt. Vi vil udvikling og læring sammen.
Vores egen reaktion er vigtig
Feedback skal først og fremmest være til nytte for modtageren. Vi skal tænke feedback bredere, end at det er noget, jeg får en gang imellem fra min leder eller fra en kollega. Hvis feedback skal leve i hverdagen, så er det vigtigt at tænke, at det i virkeligheden er observationer, som jeg giver til den, som skal lære noget af det. Løbende. Og i hverdagens opgaver. Feedback gives derfor ikke som sandheder, men som observationer. Lige her bliver vores egen reaktion vigtig. For hvis jeg giver feedback til en kollega, og reaktionen, jeg får tilbage, er frustration eller vrede, så giver jeg nok ikke feedback igen. Tænk derfor over, hvordan du selv modtager feedback og brug modellen på næste side til at komme i gang.

Meetback modellen
Navnet på modellen handler om, at vi skal mindes om, at feedback skal være så præcis og levende, at modtageren nærmest oplever at møde sig selv gennem andres feedback.
Spejl 1 – feedback giver
Her skal vi være observerende. Det betyder, at vi har store øjne og ører og observerer – uden at konkludere, fortolke eller vurdere. Spørg dig selv: Hvad lægger jeg mærke til?
Spejl 2 – feedback giver
Opgaven i spejl 2 er at fortælle, hvordan vi har har det/oplever det. Vi må gerne være tydelige, så længe det kommer fra spejl 1 (vores observationer). Spørg dig selv: Hvad gør det ved mig?
Spejl 3 – feedback giver
I spejl 3 kan vi sætte ord på vores ønsker og behov – i forlængelse af det, vi oplevede i spejl 2. Spørg dig selv: Hvad har jeg brug for mere/mindre af?
De 3 spejle kan bruges i den rækkefølge, som du vurderer mest hjælpsom for feedback modtageren.
Pointen er, at du kan genkende dig selv og den indflydelse, dine ord og handlinger har på andre mennesker. Nu er det feedback modtagers opgave at drage læring af den feedback, du har modtaget.
Gode ord at huske
Når vi øver os i at give og modtage feedback, handler det især om at øge lysten til at modtage feedback. En situation kan derfor ikke stå alene, men vil forhåbentlig blive suppleret af mange i fremtiden. Vi skal derfor tænke over, hvordan vi giver feedback, så vi øger lysten til at give og modtage feedback igen. Vi skal træne, at vores feedback er konkret, kærlig og kort. Det er gode ord at huske.
Modtageren kan bede om feedback
Vi skal øve os på at efterspørge feedback i hverdagen. Når vi efterspørger feedback, vil vi være mere klar til at modtage feedback. Dermed bliver feedbacken bedre. Vi tager nemlig stilling til, hvad vi ønsker at få feedback på. I hverdagen kan vi overveje:
• Hvordan kan jeg efterspørge feedback løbende på mine opgaver?
• Hvem skal give mig feedback?
• Hvilken anledning er der til at få feedback?
• Hvad vil jeg gerne opnå?
Situationen og timing for feedback er vigtig
Midten af modellen handler om, hvordan feedback gives. Hvis det er nyt, og vi skal øve os i at gøre feedback til en del af vores fælles kultur, så kan det hjælpe at tænke feedback som meget specifik. Når feedback er specifik og på en helt konkret situation eller opgave, så kan det virke mere ufarligt. Tænk også over at give feedback på en positiv måde. Det er nemlig helt afgørende, at det for modtageren af feedback opleves som motiverende og lærende. Ellers vil din kollega givetvis heller ikke efterspørge feedback fra dig igen. Overvej også timing og fysisk placering af din feedback. En hjælp kan være at spørge din kollega, “Skal vi lige bruge 5 minutter i pauserummet på, at jeg kan give dig feedback?”. Rammen for feedback er vigtig, så det ikke bliver forstyrrende eller udstillende.
Vi øver os sammen
Vi øver os sammen. Når vi skal skabe ny kultur og nye vaner, sker det ikke over natten. Vær åben og hjælp hinanden, gå forrest, grin lidt af dét, som vi øver os på, og ros hinanden, når feedback åbner op for ny læring, et nyt perspektiv eller udvikling.
Du er altid velkommen
Har du spørgsmål eller ønsker til et tema, som vi skal dykke ned i?