Sheltertur giver oplevelsen af fællesskab

Efter flere dages regn og gråvejr, ramte solskinnet endelig en onsdag i juli, hvor 9 beboere og medarbejdere fra Hus 10 tog afsted på sheltertur. Bussen blev fyldt med bålgryder, brænde, soveposer, dyner og puder. På grund af nogle af beboernes særlige udfordringer røg også deres egne madrasser og en gulvlift med, så der var den bedst mulige komfort for alle. I løbet af eftermiddagen var der mulighed for at ligge og dase i en hængekøje eller i græsset, eller gå en tur ned til søen. Alle var involveret i at lave mad over bålet og bage pandekager med ristede skumfiduser til. Stemningen var i top og det blev ikke mindre hyggeligt af, at vi skulle sove sammen og ligge og hyggesnakke i shelteren. De fleste af beboerne havde aldrig prøvet at sove udenfor før, så det var en helt ny og spændende oplevelse. Der var smil og grin, sang og hygge, og også noget nyt der skulle mestres. Det ukendte ved situation blev afhjulpet af at der lå en ved siden af og puttede og nussede, og gjorde at det hele blev lidt mindre skræmmende. Det blev ikke til mange timers søvn i de nye omgivelser, men så var det godt at komme hjem og få en dejlig middagslur dagen efter. Det betød ikke så meget, så længe vi hyggede os med hinanden og havde en god oplevelse ud over det sædvanlige.

Hvorfor tager vi beboerne med ud i naturen?

Hvorfor mener vi, at beboerne har noget ud af at tage på sheltertur i nye, uvante omgivelser? For det første giver friluftslivet et væld af muligheder for at opleve mestring, også selvom at man har diverse fysiske udfordringer. Man kan være med på sine egen præmisser og trække sig, hvis det hele bliver for meget. Beboerne i Hus 10 overvandt udfordringen om at sove udenfor, sove sammen med andre og lave mad på andre måder.

De fik lov til at opleve naturens mangfoldige sanseoplevelser, både med kulde, varm, vind og solskin, de mange lyde og dufte, som er anderledes udenfor og bidrager positivt med at regulere nervesystemet og skabe ro. De fik lov til at opleve roen der sænker sig, når man sidder stille og stirrer ind i bålet, dufte maden længe før den er færdig og være aktivt deltagende i processen. Beboerne er i forvejen glade for at opholde sig udenfor, og der er også en glæde og ro ved, at man ikke har en bagkant for, hvornår man skal hjem, men kan få lov til at blive så længe man har lyst.

At turde prøve

Det var en tur der var planlagt med at vi skulle sove der, men vi var også klar over at det måske ikke endte sådan, så vi havde også en plan B og C med. Måske det faktisk var mere overraskende for os at det gik bedre end hvad vi havde forstillet os, og de bekymringer som fyldte med, ”kommer det til at gå”, ”hvordan med 3 kørestolsbrugere i shelter m.m.” De tanker, som er en nødvendighed, gav sig hen ad vejen og vores plan B og C kom slet ikke i spil. Det gik over alt forventning og efter en lækker morgenmad, som alle spiste godt af, på trods af at det ikke lå inden for den vanlige rutine, kunne vi vende snuden hjem igen til Søbo.

En refleksion der bagefter siger, at det at turde gøre noget, der ligger uden for vores erfaringer, blev klaret og vi lykkedes, det har givet et boost på sammenhold og en oplevelse sammen. Det at stå i en ukendt situation, som ingen af os ikke har stået i før, og bare tage et skridt ad gangen.

At være sammen på denne måde, at bryde de vante rammer, gav noget til os alle sammen. At kunne side sammen og kigge ind i bålet og høre det knitre, ingen forventninger – kun at være. Øjeblikke som disse – en stjernestund som på flere måder bliver ved med at gi. I dagligdagens rutine glemmer vi nogle gange at stoppe op, ofte er det hele under en given tidsramme, men en tur som denne, hvor tiden blev sat på pause for en stund. At se og opleve beboernes lyde, mimik, ageren, den afslappet hed, var meningsfuldt.