I Landsbyen Sølund bor der nogle af de mest sårbare mennesker i Danmark. Mange hundrede medarbejdere bruger en stor del af deres liv på at skabe livsindhold for denne gruppe. Med bogen, “Musik, leg og liv” har jeg ønsket at give et billede af, hvad det indebærer at være født med omfattende og varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, og af den store indsats, som medarbejdere gør for at skabe trygge relationer og livsindhold for borgerne.
Samtidig beskriver bogen, hvordan vi kan arbejde systematisk med en praksis, der er funderet i bl.a. neuropædagogikken og som bygger på Sølunds filosofiske grundlag, Gentle Teaching. GT fremhæver at borgerne skal opleve at føle sig værdsat og elsket og at føle kærlighed og varme til andre. Om end det er store og dybe følelser, så er det først når verden gøres ganske lille, at vi kan dele noget med hinanden, være tæt forbundne og udleve disse følelser sammen med en person.
Både for borgeres og medarbejderes skyld må praksis udfoldes i ganske enkle måder at være sammen på, med gentagelse af den samme leg hver gang. Begge parter har brug for at vide, hvad der skal ske i det fælles nu.
Overvejelser om borgerne
En stor del af borgerne har svært ved at tage del i deres eget liv. Den nedsatte funktionsevne medfører allerede fra starten af livet vanskeligheder med at påkalde sig den opmærksomhed fra forældrene, som er afgørende for vores udvikling. Den nedsatte evne til at modtage indtryk og til at udtrykke sig er måske derfor den mest omfattende del af deres handicap, da det medfører en risiko for at blive isoleret i en verden, som ofte forekommer uoverskuelig og uforståelig.
Sociale koder, normer og sproget som kommunikation gør os i stand til at møde verden på hensigtsmæssige måder. Borgerne har måttet finde hver deres måder at være i verden på, hvor beskyttelsen af sig selv ofte bliver et værn mod at tage imod en invitation fra en medarbejder. Dette er aldrig en afvisning af os, men et udtryk for, at de “vil gerne, men kan ikke” forbinde sig med andre. Mangfoldigheden i deres forskellige livsstrategier gør det ligeledes vanskeligt for os at aflæse og inddrage en borger i et fællesskab.
For mange sansestimuli og den nedsatte evne til at finde mening i det, der foregår, er belastende for nervesystemet. Nære relationer med medarbejdere er borgernes eneste mulighed for at blive inddraget i en menneskelig kultur, hvor de føler sig trygge. De påvirkes af andres følelsesudtryk, og derfor er vores pålidelighed mht. altid at møde dem med venlighed og anerkendelse afgørende for deres selvopfattelse og livskvalitet. Når vi hver dag fortæller dem, at vi har det dejligt sammen, og at vi har glædet os til at se dem, mærker de en ro i sig selv og kan efterhånden tage imod det, som vi gerne vil give dem.
Den fælles læring
Vi kender alle oplevelsen af ikke at kunne skabe en kontakt til en borger. Den følelse af ikke at blive mødt har borgerne mange gange hver dag. Derfor er det nødvendigt at udvide vores forståelse af læring. Borgerne skal lære at være sammen med os på måder, som de kan genkende, og hvor de føler sig trygge. Det kan kun foregå i enkle samspil med medarbejderne, som er deres adgang til at udforske livet og lære noget om sig selv. I udlevelsen af kærlige følelser og handlinger kommer medarbejderne også dybere i deres selvforståelse og i deres medføling med borgeren. Både borgerens og medarbejderens livsindhold er på spil i relationen, da begge parter følelsesmæssigt er afhængige af at få oplevelser, hvor de lykkes sammen og mærker en samhørighed.
Musik, leg og liv – en pædagogisk metode
Sammen med Sølunds borgere har jeg gennem 35 år afprøvet utallige aktiviteter og måder at være sammen på. Forenklingen af aktiviteterne i årenes løb har gjort det nemmere at finde ind til kernen i relationen, som er, at begge parter skal føle sig trygge og opleve mening i samværet. Det er metodens fundament.
Tryghed og mening er de to helt grundlæggende psykiske kvaliteter, som er forudsætningen for, at vi overhovedet kan tage del i livet. I arbejdet med borgerne tilstræber vi hele tiden, at de føler sig trygge, og at noget giver mening for dem.
Væren og gøren er de to tilstandsformer, vi befinder os i, når vi er vågne. Tryghed knytter sig til “væren”, og oplevelser af, at noget giver mening, knytter sig til “gøren”. Alle de aktiviteter, vi laver sammen med borgerne, foregår enten i “væren” eller i “gøren”. Vi har brug for begge tilstande.
Det parasympatiske nervesystem og det sympatiske nervesystem stimuleres i hhv. de tryghedsskabende samvær i “væren” og i de meningsskabende fælles udfoldelser i “gøren”. Det vil sige, at vi også arbejder på et dybt kropsligt plan i aktiviteterne. Vigtige fysiske funktioner som fx fordøjelsen aktiveres i “væren”, mens en øget vågenhed, iltoptagelse og blodtilførsel i de kropslige gøremål er tegn på, at det sympatiske nervesystem er aktiveret. Dvs., at også kropsligt har de trygge og de meningsfulde måder at være sammen på, en stor betydning for begge parters oplevelse af både fysisk og psykisk velvære.
Udviklingsspiralen
Gentagelse
Genkendelighed
Forventning
Dette er nogle helt basale årsag-virkningsforhold, som er grundlaget for vores positive påvirkning af en borger. For at gøre verden overskuelig er vi nødt til at arbejde meget struktureret. Det indebærer masser af gentagelser af fx fysiske berøringer, af små lege eller af de fælles bevægelser, som vi inviterer til.
Med gentagelserne bliver der en genkendelighed, som er en kognitiv ressource. At genkende noget har afgørende betydning mht. at føle sig sikker og at regulere sine følelser. Vores egen arousal dæmpes også med følelsen af sikkerhed og af at vide, med hvad og hvordan vi kan være sammen.
Med genkendeligheden får borgerne mulighed for at begynde at forvente, hvad der skal ske. Dette vækker følelser af fx forventningens glæde, hvor der er dannet indre billeder af, hvad der skal ske.
Tre samspilsformer
Vores muligheder for at inddrage borgere i et fællesskab kan inddeles i tre overordnede samspilsformer:
a/ Udfoldelser til musik
Med bogen følger en QR-kode til folkemusik indspillet af trioen Basserealle. Start musikken og lav fælles bevægelser med hula-hop-ringe, elastikbånd med bjælder og andre redskaber. Det kan foregå i store og små grupper eller mellem to borgere, der oplever at synkronisere sig med hinanden gennem fælles bevægelser ved at holde i to små aktivitetsringe. Klappe, tappe på lår og spille på rytmeinstrumenter er andre former for fælles bevægelser til musik.
Musikkens puls angiver tempoet for bevægelserne. Mange borgere opfatter denne rytme og lader sig umiddelbart regulere af den. Det er en medfødt ressource, som har kolossal betydning for oplevelsen af at indgå i disse meningsfulde fællesskabe med andre. Her trænes også motoriske færdigheder, balance og koordination af fx øje/hånd, når man eksempelvis slår på en tromme.
Melodien vækker genkendelse, som gør, at nogle kan nynne toner eller synge hele/dele af sangen. Og med melodien er der en tidsstruktur: En sang starter, og den stopper igen. De afgrænsede tidsforløb i sange danner en overskuelig tidsramme for dem, som har brug for at vide, at noget stopper igen. I det hele taget kan vi gøre brug af musikkens tydelige strukturer – tempo, lydstyrke, dynamik og, som nævnt, start og stop. Det er en foræring at få en form i samværet ved hjælp af musikken.
b/ Fælles handlinger med ting
Bygge tårne og vælte dem igen, skille og samle en babushka-dukke, trille en ting til hinanden, gribe og kaste/sparke til en bold, finde ting i æsker, lege med snore o.m.a. I hver aktivitet er der én, højst to regler. Derfor er den let at huske for medarbejderen, og det er afgørende for at skabe en kontinuitet i borgerens liv, at vi vender tilbage til en borger hver dag med den samme lille genkendelige måde at mødes på. 5-10 minutter dagligt med en leg gør en kæmpe forskel for den fælles oplevelse af, at “det her kan vi to gøre sammen”.
c/ Afspænding med fysisk kontakt
Berøring af kroppen er en naturlig og livgivende, faglig tilgang sammen med borgerne. Borgerne har først og fremmest brug for erfaringer med at blive holdt af og at blive holdt om. Det forunderlige er, at de kærlige følelser og anerkendelser, vi giver til en borger, giver vi i lige så høj grad til os selv. Vores krop registrerer og reagerer på alt det, vi selv siger, både de gode ytringer, som skaber en åbning i kroppen, og de dårlige, som skaber spændinger og stivhed.
Ud over berøring og kærtegn kan man lave afspænding med sanseredskaber. Borgernes følsomhed gør, at de fleste med det samme kan tage imod og nyde denne stund af velvære, med de behagelige sanseindtryk af fjer, stofvimpler, bolde o.l. forskellige steder på kroppen. Det er stressforebyggende at have forløb som disse, som sagtens kan foregå i en større gruppe. Deltagerne sidder i sofaer, bløde stole eller i deres kørestole, medarbejderne går rundt til deltagerne og tilbyder dem berøring på forskellige måder.
Afdæmpet musik, fx Trio Before, skaber i sig selv en ro og en afdæmpet stemning, som deltagerne genkender efter få gange. Når musikken starter, ved de, hvad der skal ske.
Opbygning af samspilstemaer
Bogen indeholder et stort katalog af aktiviteter, som er inddelt i 6 kolonner – aktivitetstyper. Medarbejderen vælger én aktivitet og afprøver den med en borger over et stykke tid for at se, om det kan blive et samspilstema, som de efterhånden kan genkende som deres måde at være sammen på.
Det enkle samvær giver mulighed for at iagttage borgerens reaktioner, ressourcer og vanskeligheder – og inspiration til at udvide en leg eller afprøve nye ideer.
Alle aktiviteterne kan bruges i grupper og i individuelle forløb. I en travl hverdag med mange gøremål er det nødvendigt, at man ved, hvad der skal foregå i en gruppe, i en kontakt-ø m.m., som er en dyrebar tid. Medarbejdere har sjældent mulighed for at forberede sig, så en enkel og genkendelig aktivitet er en hjælp til at fokusere sit nærvær, komme ned i tempo og bare være sammen med borgeren.
