En rørende fortælling om en smuk afsked til livet i Landsbyen Sølund og den stærke faglighed, der lever videre.
Mads Posin efterlader et savn, men også en faglig stolthed, hvor personalet reflekterer over det 59-årige liv, der nu er afsluttet. Et liv, som har været omgivet af omsorgspersoner, der har stræbt efter at give det bedste og mest betydningsfulde liv. Mads pårørende fremførte et smukt digt til bisættelsen, som omhandlede deres taknemmelighed over, at Landsbyen Sølund var blevet en del af Mads’ og familiens liv.
Et farvel til Sølund
Onsdag den fjortende februar 2024.
I Landsbyen Sølund vajer flaget på halvt foran Boenhed 2, Hus 1. Indenfor i dagligstuen ligger Mads Posin fredfyldt i den åbne, hvide kiste. Han er velplejet, nybarberet og velduftende, som sædvanlig. Bofæller, ansatte og familie tager den sidste fysiske afsked. Tegninger, breve og forsigtige kærtegn fylder kisten. Kistelåget bliver nænsomt lagt på, og Mads Posin forlader Landsbyen Sølund, der har været hans hjem i knap fyrre år. Et hjem, hvor personalet har skabt trygge rammer med nærhed, nærvær, omsorg og kærlighed – og genetableret kontakten til Mads’ familie.
Digtet af betydningsfulde ord
Da Mads Posins demens begyndte at blive fremskreden i oktober 2017, flyttede han fra Boenhed 42 til Boenhed 2, hvor socialpædagog Pernille Kylling arbejder. Det er første gang, at hun står med et dødsfald hos en beboer, hun har arbejde så tæt sammen med. Hun var kontaktperson for Mads de sidste fire år, og fortæller om tiden op til hans død,
“Indimellem var det tydeligt at mærke, at han var klar over, hvad der foregik omkring ham, hvem der talte og rørte ved ham. Det har været fint og følsomt, og en stor opgave, synes jeg. Men virkeligt meningsgivende”, fortæller en berørt Pernille Kylling.
Hun står nu med det digt i hænderne, som familien læste op til Mads bisættelse, og fortæller,
“Jeg synes, det har været superrørende. Der er virkelig et godt billede på, hvor meget mening Sølunds formål har – at være noget for nogle mennesker, som af alle mulige forskellige årsager, ikke har nogen til at tage sig af dem.”
Mads’ manglende kontakt med familien
Mads livshistorie bærer præg af en tid, hvor tilgangen til handicap og pædagogik har ændret sig radikalt. Som spæd blev han anbragt på Elev spædbarnehjem på opfordring fra familiens læge. Mads havde ikke kontakt med sin familie de første tyve år af sit liv. Men kontakten blev genoptaget med hjælp fra personalet på Sølund,
“Det var virkelig rørende for mig at høre, at familien har følt og mærket den varme, de er blevet modtaget med efter at have gået og malet et billede af -Hvad tænker de ikke om os, når nu vi kommer efter så mange år. Det er helt bestemt enormt rørende at læse digtet”, siger Pernille.
Inddragelse af pårørende
Anne Brandt Ladefoged, leder af Boenhed 2, har kendt Mads Posin siden hun var elev i Landsbyen Sølund for tyve år siden. Hun fortæller, at Mads gennem sin tid i landsbyen var omgivet af gode medarbejdere, der har inddraget en familie, som inderligt ønskede at skabe en relation til Mads, på bedste vis,
“De pårørende har fået hjælp fra medarbejderne i boenhederne til at finde nærheden med Mads igen, “ siger Anne Ladefoged, og fortæller om vigtigheden i livshistorien, som er dokumenteret i beboerens mappe. Hun tilføjer, at det gode pårørendesamarbejde skabes ved at sætte sig ind i familiens baggrund, og ved at være støttende og inddrage dem med sit faglige kendskab til beboeren.
Pernille Kylling tilføjer,
“Os medarbejdere har fyldt huller ud for de pårørende. Der er ting, de ikke har vidst, hvor vi har fundet oplysninger til dem, og sat dem ind i, hvem Mads har været.”. Samtidig fortæller Pernille Kylling, hvordan de pårørende har gjort medarbejderne klogere på Mads’ arv og tidlige liv. Mads kom fra en skrædderfamilie, og det har f.eks. betydet, at medarbejde har gjort en dyd ud af, at Mads altid var velklædt og velplejet.
En afsked med et menneske og en familie
Mads Posins dødsfald er en afsked til et tæt, kærkomment samarbejde mellem personalet, de pårørende og med selve beboeren Mads Posin i centrum. Et samarbejde, som har betydet meget for personalet,
“Når vi lykkes, er det en kæmpe gave, som kan gøre en lidt stolt. At man formår at forene både det faglige liv med det hele liv. At vi ikke kun går på arbejde for at gøre det godt for den enkelte beboer i Landsbyen Sølund, men at vi formår at gøre det godt for en hel familie. Det er meget tilfredsstillende som medarbejder”, siger Anne Ladefoged.
Anne Ladefoged kommenterer familiens digt, hvor de nære relationer er belyst, med,
“Når vi har mennesker boende her, bliver de en stor del af vores liv – ikke kun fagligt, men en del af vores liv generelt”, siger hun.
Det gode pædagogiske arbejde
Gentle Teaching er det pædagogiske og filosofiske menneskesyn, Sølund arbejder ud fra.
“Hele vores værdigrundlag og tanken omkring Gentle Teaching, skinner så meget igennem i digtet. Jeg bliver glad og rørt. Der bliver brugt nogle af de ord som vi virkelig tror på. At vise kærlighed og yde omsorg for nogle, der virkelig har brug for det. Der bliver lagt mærke til det, vi gerne vil give, det er kæmpestort for mig. Det er virkelig et godt billede på, hvor meget mening vores arbejde har”, siger Anne Ladefoged.
Hvad er gentle teaching?
“Gentle Teaching kan beskrives som en hjerteorienteret relationspædagogik, hvor pædagogen bruger sig selv som et redskab. At være personligt nærværende har igennem tiderne skabt megen debat, og undergået en stor udvikling fra at være forbudt i 1970erne, at være omgivet af tabu i 1980erne til at være tilladt i 1990erne. Gentle Teaching blev udformet i starten af 1980erne, og selve begrebet blev beskrevet i 1985 af John McGee, som er professor i Psykologi og fra Omaha i Nebraska. Gentle Teaching har banet vejen for en positiv udvikling ifølge Trine Schierff: ”Det er blevet tilladt at vise, at man er rigtig glad for den enkelte beboer, at skabe en speciel relation til en beboer eller to. Det var ilde set førhen – men det er blevet accepteret nu, bl.a. pga. Gentle Teaching. Det er en vigtig detalje, da alle mennesker har brug for at have få mennesker, der betyder rigtig meget for dem.”
Kilde: Gentle Teaching I: Introduktion til filosofien og metoderne, skrevet af Landsbyen Sølund, 2012, Majbritt Sørensen.
Den sidste tid
Tolv dage før sin død, blev Mads Posin erklæret terminal af lægen. Boenheden skulle nu danne ramme om Mads’ sidste tid på den mest ordentlige og respektfulde måde i tæt kontakt med de pårørende. Pernille Kylling kommenterer,
“Vi blev klar over, at vi var i den livsafsluttende fase. Man er opmærksom på at videregive al information, alt hvad der sker på daglig- og timebasis til pårørende, som kom stort set hver dag på skift,” siger hun.
Pernille fortæller, at man var i Mads’ lejlighed, holdt ham i hånden, spillede musik og gav ham massage. Da Mads blev mere fjern, rykkede en ekstra nattevagt ind. Anne Lagefoged kommenterer det med, at i Landsbyen Sølund skal ingen dø alene,
“Der er ikke nogen, der skal være bange i den her proces. Vi rykker personaleressourcerne ind i lejligheden og er omkring beboeren i den sidste fase. Tankegangen er at få afsluttet et helt liv på en god og nænsom måde.” afslutter Anne Ladefoged.
Mindehøjtidelighed i huset
Da Mads åndede ud, blev de pårørende og landsbyen orienteret. Samme dag blev der afholdt udsyngning. I opholdsstuen blev der inviteret til mad og drikke, hvor der blev sunget med beboerne, var plads til at græde, trøste og være sammen om at miste et familiemedlem, en god ven og bofælle,
“Dem, der er tilbage, skal føle, at de har sagt ordentligt farvel” afslutter Anne Ladefoged.
Læs hele digtet her.
